Kennel Nyimas

Jeg er opvokset med dyr på et lille traditionelt familielandbrug i Nordjylland. Min mor opdrættede kalkuner, hvilket absolut ikke var almindeligt i 50'erne. Som barn har jeg set hvordan kalkunerne blive båret ind i badekarret for at blive vasket og ordnet inden en udstilling. På disse udstillinger opnåede min mors kalkuner mange flotte resultater og anerkendelser.

Da jeg senere stiftede familie, skulle vi selvfølgelig have hund, og det blev en dejlig collie. Den havde vi i 13 år, hvorefter jeg fik mod på at opdrætte og udstille katte. Jeg kom dog aldrig rigtig i gang, for det skete noget ganske særligt en lørdag i 1987. Jeg var tilfældigvis på tur i Gavnø slotspark, hvor der blev afholdt hundeudstilling. Pludselig så jeg den mest vidunderlige lille hund, som overhovedet ikke var i tvivl om, at den var den smukkeste af alle. Sådan en hund måtte jeg bare eje, og efter nogen tid var jeg heldig og få lov til at købe en lille hanhund hos kennel Tenzing.

Såfremt jeg ikke var fortabt i racen inden anskaffelsen af den lille hvalp, så blev jeg det nu. Men han skulle jo "bare" være en lille sofahygger samt en god ven. Senere var vi til Tibbetræf hos kennel Sommerlyst i Jylland. Her hørte vi også om udstillinger, og alle hundene tumlede og legede rundt i hele huset. Min datter forelskede sig i en lille tævehvalp fra Kennel Tenzing, som jeg et års tid senere blev tilbudt at købe, og sådan fik vi Tusse (Tenzing Me-Tu). Jeg fandt ud af, at det var farligt at være sammen med tibbefolk, for påstanden om at racen er meget vanedannende er rigtig nok. En tibbe blev til to, og to blev til tre osv.

Udstillingslivet begyndte i 1990, da jeg overtog Tenzing Mel-Li. Hun var multichampion, og hun lærte mig, hvor sjovt det er at udstille. I 1992 fik jeg mit første kuld hvalpe, og siden har jeg i gennemsnit haft 1-2 kuld pr. år. Jeg har i årenes løb lært meget om opdræt, og har fået en del erfaringer på godt og ondt.

Jeg har fra start beundret Braedukelinjerne, og havde et ønske om at træffe og få mine tibber bedømt af dommer og opdrætter Ann Winyard. Jeg har i dag prøvet begge dele, idet jeg boede hos hende et par dage i forbindelse med Cruft udstillingen i 2003. Ann er en sand kilde til inspiration, og hun ved utroligt meget, også om de gamle hunde og linjer.

Naturens kræfter er ikke nemme at kontrollere, men jeg synes, at jeg efterhånden har fremavlet den type, som jeg ønsker og beundre. For hvert kuld får man større og større respekt for naturen, samt for de mennesker der forud for mig, har gjort et stort stykke arbejde for at forbedre racen og fremavle nogle dejlige hunde. Derfor gør jeg mit bedste for at være yderst ansvarlig for de gener, som tidligere opdrættere har givet os, og som vi skylder at forvalte på bedste vis.

Alle vore hunde er opvokset i røgfrit miljø. Vi fodrer med ordentligt og afbalanceret fuldfoder, men det betyder ikke at de ikke får andet. Jeg er i det små begyndt at interessere mig for BARF fodring, ligesom jeg med stor undren har set hjemmelavet hundemad tilberedt under mit besøg i England og Irland. Jeg mener, at have observeret, at hvalpe der fra små får en alsidig og varieret kost, ikke har så sart et fordøjelsessystem resten af livet.

Elisabeth Dall